Au revoir

I dag er tid for afrejse. Selv om det er bytte af hus, har de gode folk forsøgt at få os ud inden kl. 10.00 – men det går ikke. Taxa er bestilt til 18.00 Marokko-tid. Og flyvet går – vistnok – 21.20 til Lisabon, hvor vi har en enkelt overnatning.

Har været tilbage ved en af vores “gamle venner” og købt et fad mere, kakler og andre småting.

Ind til pladsen med taxa og hæve penge, huset er betalt for mad mv. Så nu er der bare lidt frokost og pakning tilbage.
I øvrigt et billede fra taxa-turen, der denne gang gik direkte gennem souqen:

20120726-121145.jpg
I lufthavnen venter og venter vi. Check-in nærmer sig uden der sker noget med TAP-afgangen…
21.20 skal vi flyve, lufthavnen tømmes og butikkerne lukkes og så uddeles der spisekupon mens vi venter på nyt.
Til sidst aflyses flyet!
Ingen Lisabon i denne omgang.
Der bestilles bus og hotel i Marakesh til os alle ca. 40 rejsende i stedet – øv.

(Overskriften på dette indlæg blev lavet inden vi viste, at det blev et gensyn – meget hurtigt!)

20120727-032625.jpg

De små butikker

Temperaturen er mærkbart faldende og morgenen er skøn med kølighed fra natten.

I dag tager vi nogle udvalgte mindre butikker Ulla har fundet i en lokal bog “Shopping Marakesh”. Men da vi ved at butikkerne åbner sent, besøger vi først en gemt kirkegård med over 40 gravpladser, der er omgivet af høje mure og først blev opdaget da franskmændene tog luftfoto af byen for snart hundrede år siden.

20120725-150322.jpg

20120725-145646.jpg

Nok et område af medinaen præget af turisme, men mange fine butikker undervejs. En lille perle er en mindre trædrejer, der med håndtrukken værktøj viser stor dygtighed og forærer Aia et lille stykke kunsthåndværk lavet mens vi ser på.

Nyder en PIZZA på El-Fna pladsen og det mangfoldige liv der inden vi tager en taxa hjem og holder siesta.

Sidste aften, forsøger at finde meget rost restaurant i den gamle bydel. Men efter en del vandring i de små gader må vi give op og måske er der lukket pga rhamadanen.
Ny taxa, ny bydel og forsøger med en typisk fransk restaurant(!) – lukket.
Vi vælger sikkert hit “Grande Cafe la Poste”, aperetif, dinner efter halv ni (rhamadan), blækstprutter med syltede, kandiserede pærer, kyllinge-wok og creme brulée – skønt. Vælter trætte og mætte – også af oplevelser – tilbage i vores riad.

20120726-093939.jpg

20120726-094050.jpg

Morgenstille

Ulla bød på Nescafe på tagterrassen kl. 6.30 – skønt.

Morgenkøligt og langsomt, langsomt vågner byen. Eneste lyd er fra fuglene, haner der galer og et enkelt barn, der ikke er helt tilfreds. Ingen biler, maskiner eller mennesker i øvrigt. Det er også en del af millionbyen Marakesh, oplevet herfra Medinaen.

Ole har netop taget en dukkert i poolen.

20120724-072133.jpg

Tid til morgenmad med masser af Marokko-kaffe.

20120724-161804.jpg

Besøg i Ben Yuossef Masadet, tidligere den vigtigste koranskole i Nordafrika med 900 elever. Meget små værelser, ja næsten som lukkede fængselsceller og flere helt uden uden vinduer.

Det nærliggende Marokanske Museum var endnu en fantastisk oplevelse i udsmykning, malede og udskårne træværker. Og udenfor et kakkelbordmosaik som Susan sikkert gerne vil have fingrene i (Susan, de laves efter sigende i “Fez”). Foto følger…

På vej gennem Medina’en i jagten på en skyggefuld taxa, kom vi forbi et lille uundseeligt væveri, med den sødeste marokanner, der var i gang med at væve endnu et tørklæde. Ulla købte et flot et!

20120724-172525.jpg

Indtil “Noveau Village”, hvor Aia og Ulla er på shopping i “Sara” etc. mens Ole drikker expresso på “Grand Cafe la Poste”. Det må være det rigtige sted at skrive postkort til dem derhjemme.
Ulla og Aia kommer forbi, lettere oprørte. Vores to franskmænd er kørt hjem og nu er der ingen til at passe kattene! Heldigvis er Susan på pletten og det praktiske bliver aftalt via SMS.

20120724-172253.jpg

Rundt i den nye by. Leder længe efter “Galerie Matisse”, der er lukket.
Hjem, afslapning, middagslur.
Ole opdaterer bloggen, den er ikke så meget fordi en masse skal læse med her, mere vores egen dagbog.

Ulla og Ole på eftermiddagstur i en ny del af Medinaen. Nye områder udforskes i bider, så vi har en chance for at finde tilbage igen på egen hånd.
Det er på sin vis utrolig livsnekræftende at være der. Smil, højrøstede diskussioner, børn, kvinder, ældre, unge, butiksejere og unge knægte der bare hænger ud og snakker, kaster vand på hinanden eller diskuterer, hvordan en knallert lappes sammen igen.

På vej tilbage runder vi en af vores “gamle” venner og får prisen for et antikt(!?) fad handlet ned fra 850 Dh til 320 Dh, en håndfuld bolsche og Ulla’s kuglepen – det er bare ikke kedeligt, at gå i byen her.

20120724-213110.jpg

20120724-213148.jpg

20120725-150534.jpg

Atlas-bjergene

I går fik vi – via mail og SMS – aftalt med en lokal guide, Tod, at tage på dagstur op i Atlas-bjergene. Om ikke andet var det en afveksling fra den massive varme i Marakesh.

Mødte Tod og hans medguide ved Central Post Office. Tod er fra Nevada, har boet otte år i Marokko, gift med en lokal kvinde, har en søn, skilt igen og kan ikke få kontakt til sin søn.
Det og det at være muslimsk, Marokkos kultur og Atlas-bjergene, fyldte bilen mens vi forlod de rige forstadskvarterer og kørte op gennem Ourika-dalen.

20120723-193340.jpg
Gjorde stop ved et typisk mindre hus, lerklinet med et par køer og høns, åben ildsted, og smagte myntethe og fik vist, hvordan det laves over åben ild. Primitivt – efter vores målestok – men rent og sirligt, og så har de – som mange andre huse her – noget vi ikke har, deres eget brændefyrede dampbad. Det bruges to gange om ugen og altid fredag af mænd/kvinder hver for sig.

Op igennem dalen badede hundrede af drenge og mænd i floden, der mange steder krydses af primitive hængebroer til caféer og små restauranter på den anden side. I højsæsonen må her være sort af lokale og turister. Små butikker langsmed vejens sælges alt fra vand, kiks, nyflåede kaniner og frugt. I dalen dyrkes et frodigt udvalg af æbletræer, pærer, ferskner, dadler, majs, kartofler, mandler mv. Kilder overalt fra bjerget risler ud over vejen.

For enden af dalen stopper vi og starter på en mindre vandretur op ad bjerget til Tod’s lerklinede hus. Det er en varm men skøn rute, der et godt udsyn over dalen med den frodige stribe af grønt omkring floden i bunden og de stejle Atlas-bjerge i horisonten.
Huset er nederst en stald med et par køer og høns, ovenpå bor Tod, der begejstret fortæller om sine planer for ombygning af huset og hvordan det skal åbnes op med terrasse mv. Det er mørkt og meget rustikt og primitivt. Om det bliver til konkrete forandringer eller blot er drømmerier, er svært at vurdere, men ingen tvivl om at han lever og ånder for stedet, freden, udsigten til floden og den bog han er ved eller vil skrive om at være fremmed i Marokko.

På vej ned af bjerget bliver vi mødt af mænd på vej til bøn. De skoser Tod for ikke at være med og vi siger det er helt OK, at vi holder en pause, mens han går med.
Vi holder pause ved et vaskested imens, ved et svalende vandfald. Piger og koner kommer forbi os og griner og snakker. En skøn dreng med kulsort hår overlades tillidsfuldt et øjeblik til Ole. Af respekt tager vi ingen billeder – så det må vi undvære her

Rhamadan

Det er søndag og fortsat rhamadan. Vi forsøger, at komme tidligt afsted inden varmen bliver rigtig slem, men alle sover vist længe og morgenmaden er der først kl. 9.00. Denne dag med gule, hullede lidt gummiagtige pandekager.

Ben Yussef og museet har lukket indtil middag fordi alle sover efter den sidste bøn kl. 05.00. Vi går tilbage gennem den ret stille by, til vores Riad.

Ved 11-tiden er vi på farten igen. Får forhandlet taxa’en ned fra 50 til de “obligatoriske” 20 Dh. og kører til “Jardin Majorelle”. En skøn have med smukke planter og skygge, støttet af Yves Saint Laurent. Masser af flotte og kreative værker i et ret moderne tilsnit i de nærliggende butikker, hvor Ulla lurer en del af. Det skal blive spændende at se, hvordan det bliver omsat…

På Fna-pladsen får vi Tahine og grill-spyd, lækkert og billigt. Køber endnu en mini-Tahine til salt på bordet og en is og “Tarte avec citrone” (ikke godt). Varmen er uudholdelig, men krydser alligevel pladsen og er enige om, at vi er ret smarte at komme udenfor turistsæsonnen – ingen køer (bare alt, alt for varmt).

Taxa til “Bahia Palace”, der er imponerende med sin helt unikke gulv- og vægmosaiker og mindst lige så imponerende loftdekorationer.
Her boede “Bou Ahmed” i 1894 med 4 koner og 24 konkubiner, sikkert ganske fantastisk.

20120722-164245.jpg
Vi har forsøgt at maile før vi rejste til en guide, der arrangerer ture til “det autentiske Marokko”. Har i dag fået svar fra ham og det ser ud til han er klar til at lave en tur til os i morgen til landsby, Atlas bjergene mv.

I aften laver “mama” traditionel mad til os i riaden’en – bliver spændende at se og smage…

“Big square?”

Står du stille to sekunder eller kigger på kortet, er de klar: “Looking for Big square?” Og nu har vi lært det, så vi siger nej og forsøger at komme videre…men de unge gutter er et skridt foran, “garveriet, er den vej, det er sidste dag der er auktion…” Også her siger vi pænt tak. Dels har vi været der og dels koster vejvisningen altid et pænt beløb.

Besøgte et nyt spændende tiltag, der vidner om at kunst og kultur dyrkes på mange planer i Marokko, landets første fotografiske museum. Billeder der gennem de sidste hundrede år viser noget af landets udvikling, men også områder og kulturer der synes næsten uforandret.

Middag ned ad to stræder, rundt om hjørnet og der ligger “Le Foundouk”, der ifølge Lonely Planet skulle være et in-sted med risiko for sublim mad og masser af stemning. Tahine med kylling, syltede saltede citroner og oliven – smagte fantastisk. Restauranten var dog næsten tom, enten fordi det bare var rigtig varmt eller fordi ramadahnen lægger”spærretid” indtil kl. otte.20120724-212120.jpg

48 grader – i skyggen

Landede sent i går aftes i Marrakech lufthavn. Heldigvis ventede vores chauffør som aftalt på os. Flot by at komme til, også om aften og trods det sene tidspunkt fyldt med unge og familier på pladser og i parkerne.

Trafikken er et mylder af biler, busser, scotere og cykler. Og gerne en hel familie på én scoter.
Trafikken blev nærmest kaotisk, da vi kørte ind i medinaen og til sidst blev det så tæt at chauføren stoppede, overlod os og bagagen til en ny gut.
Det var som at træde ud i 1001 nats eventyr. Mennesker overalt, butikker med kød, oliven, messinglamper, krydderier, katte, affald og gader der snoede sig labyrintisk – vi halsede efter guiden og forsøgte at undgå børn, der ville have en mønt. Vi var så afgjort kommet til Marokko!

Til sidst var vi i “Riad Hadina Maria”, hvor vi skal bo den næste uge. I sig selv kræver det næsten et kort at finde rundt i den, men der er både swimmingpool, aircondition på værelset og fem tjenestefolk, der laver morgenmad og middag efter behov.

20120720-162743.jpg

Fik morgenmad bestående af tykke, lidt seje firkantede pandekager, tørre croisanter, friskpresset juice og god kaffe.

Udrustet med håndtegnet kort kastede vi os ud i medinaens labyrint af små gader og smøger. Her er få skilte og i løbet af fem minutter har vi mistet orienteringen. Men marokanerne er – mod betaling, skal det vise sig – hjælpsomme.

20120721-125620.jpg
En venlig ung marokanner tilbyder at vise os vej til garverierne, det er sidste dag der er åbent, så rejser berberne tilbage til bjergene fortæller han os (næste dag hører vi samme historien fra en anden gut). Nå, men lyde spændende, så vi klør på og følger med. Bliver overdraget til garverimanden, der står parat med en dusk mynte til os hver for at tage den overvældende stank af ammoniak og råddenskab fra de mange kvadratisk bassiner. Huder fra kvæg, får og kamel behandles her og farves til sidst med forskellige farver. Børn og voksne tramper rundt i karrene.
Vi føres videre til en butikssælger, så nu er vi solgt! Tæpper, ganske flotte, hives frem, spejle, bælter og sko præsenteres mens vi hver er blevet udrustet med et glas myntete. Vi ender med at købe et spejl og et bælte i nogenlunde kvalitet, men med en sur indehaver fordi vi ikke vil købe mere/eller give den pris han forlanger – men så er det vel muligt ikke at sælge? Men her stopper udfordringerne ikke.
Udenfor bliver vi mødt af garverimanden og den første “guide”, der nu vil have 200 Dh pr person for at vise os rundt. Stor diskussion, giver ham 20$ og vi går videre i strakt galop gennem souqen inden vi mange stræder senere lander på El-Fna pladsen.

Dårligt vejr i Marakesh

Sidder i Lisabons lufthavn og venter og venter, efter sigende er der dårligt vejr i Marakesh. Vi skulle blot være her i 1 1/2 time, indtil videre har vi været her i 3 1/2. Nu udleveres der spisebiletter!
Nej, det stopper de med, stor debat!
Nu boarder de og vi køres ud til flyet.
Det bliver godt at komme afsted.

20120719-205330.jpg

Please. Plads til de lange.

20120719-211511.jpg
Foreningen for personer over 1.90 – FP1.9
Nok viste jeg at der er tale om kreaturtransport og nok viste jeg det blandt personalet går under “Monky-class”, men at du med en højde på lidt over en meter og halvfems (1,97) reelt ikke kan side på dit flyvsæde, gør mig i skidt humør hver gang.

Armlæn og sikkerhedssele betyder, at man reelt er fastlåst.

I flybladet kan jeg læse det gode råd at blodpropper forebygges ved ikke at side med foldede ben!

Nu må det være nok!
Der må dannes en forening, gerne på europæisk plan, der får de forenede luftfartsselskaber til tilbyde en anstændig plads – også uden det skal koste fem gange så meget på Business-class.